Om natten er jeg Store Bjørns syvende stjerne

Jeg har brug for sprogets salt

Bag bjergkædernes korværker

Jeg fik aldrig ordentligt hold

I bunden af mit drikkebæger af læder er en plet

Pludselig revnede det historiske sværd på væggen

I og med at jeg udtaler ordet "to"

I aftes var de høje ildtunger på bålpladsen

En dreng fandt en klump agat da han drev

Hvem mon foruden jeg selv hører

Det er ikke let, men jeg ser min krop for mig

En sten i frit fald

Død og fødsel

Engang jeg kom til at røre ved ild

Jeg fik øje på en meget mærkelig sten

En fløjte af bambus eller af en buks horn?

Jeg kravler op på Guds skuldre

I min barndoms Nuosu

I sit lange liv

En ørn fløj til livets yderste grænse

Mellem himmel og jord er jeg en rund plamage

Den sang der tonede gennem hans luftrør

Hvem får bjergkæderne til at summe i kor?

Idet sølvsmeden Ergu banker

Den for længst døde hund Shalo

Det var Historiens fejl at splitte folk op

Med suset fra dyre forbudte stoffer i kroppen

Der var guldgravere gemt i højlandet

Arbejdet foregik på hesteryg

Ingen turde le af mine forfædre

De ejede en skat af ordsprog og leveregler

Ikke alle bøger glemt i mørke

Vindenes kærtegnende kraft forsvinder

Midt blandt bjergkæder og stilhed

Lysåbninger fører mig over afgrunden

Det lykkedes mig aldrig at gribe fat i tidens styretøj

Jeg vil være evindelig med de evindelige

Bjergtoppen var hans afskedssted

Stjernerne i sværme blotter ikke universet

I ly af megalitten

Jeg stikker en ubeskrivelig frisk kvist

En høne smækker konstant med tungen

Opbevar aldrig en hests saddel indendørs

Ashylazzi var ikke døvstum

Det siges at køer og får på græs

Hvem løsnede den sidste dugdråbe

For bjergkædernes skyld

Langt borte herfra bliver får solgt til slagtning

Hvepse summer frem og tilbage langs en bjergvæg

Der var engang den løb i hundredvis af kilometer

Også jeg er en bolt i tidens turbine

Fire guldlignende tigre

Fordi du er her er timerne

Jeg er født ind i det tolvte snekrystals stamme

I bjergene findes en meget lang fløjte

Når lyset falder på en god måde

Begravelsesritualer er alternativer til

Aggressorer kom an

Med poesiens koder

Føl mistillid til tømmen i dine hænder

Gæstfrihed er en simpel dyd

Shama Vyzyr egnede sig kun

Kattekillingen i gården

Præsten stiller en hvid stige op

Jeg drømte min mor stod med en slev

Læberne der drak vin af et ørneklosbæger

Jeg kastede mit net

Min årvågenhed scanner sproget

Jeg har lyst til at vandre til en by

Det er ikke dig der opdager mig

Legenden fortæller at et frøkorns inderste kerne

Hvad jeg virkelig har lært

Små fisk farer rundt i kvindernes vandspande

Selv om jeg elsker farverne sort, rød og gul

Jeg så en gylden flod drive gennem fremtiden

Jeg vil vende om

Jeg vil til Sala Ndipo

Yi-folket ved: "Bitter boghvede er det bedste"

Jeg sidder og imprægnerer mine digte

Min tid danser på en knivsæg

Legende visdomsord bliver til

Gennem denne verdens og verdensaltets sprækker

Jeg kommer for sent

Mit modersmåls læber skælvede

Mærker et øjeblik alle mit livs

Så funkler de, så dunkler de, så skifter de plads

På de heltemodiges tid

Én kendsgerning er at jeg skal skilles fra denne verden

Jeg efterlader mig ingen besværgelsesritualer

Selv når hele menneskeheden fortvivler

Min stemme lyder af andet end mig

Hvis der kommer en dag engang

Uden videre sidder det sande

Jeg vågner mig ud af mit tidligere liv

Jeg ved ikke hvor Bbylozzibbo-bjerget er

Fra begyndelsen af var jeg aldrig alene

Mine drømmes ar er også min bevidstheds

Duen på min altan ligner på en prik et håb

Ved min fødsel badede min mor mig i klart vand

En cool kat stoltserer blandt bjergets træer

Jeg former min pude som lykkebringende overtro

Jeg spørger mig selv hvor meget gang

Revnerne i mit plankeloft

Myriader af foreteelser tyer til fødsel