Bøger / skønlitteratur til børn

Derfor kom dyrene ind til byen


Beskrivelse


Billedbog. En lille dreng vågner om natten ved trampen i gaden. Han kigger ud af vinduet, og ser dyr fra hele verden. Dyrene tager ham med ud i natten, for at fortælle ham noget vigtigt om fremtiden, forureningen og klimaet. Det er dyrenes advarsel. Om morgenen er alle dyrene pludselig væk igen, men de var der virkelig, siger drengen ...

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 5. nov. 2010

af

af

Torben Bråe Olesen

d. 5. nov. 2010

En unik og smuk billedbog med en alvorlig baggrund i en drøms ramme. Den kan bruges sammen med børn fra 5-8 år til at tale om klimaproblemer og truet dyreliv. Bogen åbner for "problematikken", men en tilpasset formidling af en voksen, pædagog eller lærer i indskoling vil kunne skabe en fin indgang til emnet for målgruppen.

Forfatter/illustrator er her igen med en alvorlig problematik med en klar holdning. Rammen for historien er en drøm. En dreng vågner ved trampelyde, og han ser alverdens dyr komme trampende ind i hans gade. Dyrene fortæller, bl.a. om det forurenede, stinkende affald og det stigende vand i havene, som truer dyrenes levesteder. Det er også historien om dyrenes mangfoldighed, som vi vil savne, hvis de en dag ikke er der mere. Da historien slutter, er drengen overbevist om, at dyrene virkelig var der, men læseren tænker, var det ikke en drøm? Det er en moderne Palle alene i verden historie. Billedsiden er smuk. Der bruges farvekridt, akvarel og heldækkende farver. Nogle billeder er skabt i en collagestil, med tegnede og farvede baggrunde, monteret med renskårne dyr. Teksten er enkel med et ligefremt sprog, og samtidig rummer det en vis poesi. Smukt omslag, kortfattet præcis bagsidetekst.

Tilgangen til emnet, alvoren og poesien, er den samme, som i hans Et barns have, 2009. Jeg kender ikke andre bøger for målgruppen, der åbner for emnet; klimaforandringer.

En vellykket og relevant bog om emnet, som samtidig er en æstetisk og smuk oplevelse.



Informationer og udgaver