Bøger / faglitteratur / kogebøger

Den store diabetes kogebog : hvad du skal spise og tilberede for at behandle diabetes 2


Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 12. dec. 2011

af

af

Birgit Sloth

d. 12. dec. 2011

Kogebog især for personer der har fået konstateret sygdommen diabetes 2. Der er godt 200.000 af dem i Danmark, og antallet stiger kraftigt i disse år. Den anbefalede diætkost har et beskedent indhold af salt og fedt, men meget grønt og frugt. Kogebogens opskrifter er derfor også nyttige, hvis du har forhøjet blodtryk eller er overvægtig. Retterne er ikke udpræget helsemad, men fremtræder som tiltalende hverdagsmad for hele familien. En ekstra gevinst er, at det er nemt og hurtigt at lave maden.

De to engelske forfattere har tidligere skrevet flere kogebøger. Retterne i denne bog er langt fra det klassiske engelske køkken, men derimod mere internationalt. Der indledes med et afsnit om kostvaner og praktiske råd. Derefter menuplaner over bogens opskrifter, der kan bruges, hvis man ønsker vægttab eller at bevare vægten som henholdsvis kvinde eller mand. Ved hver opskrift angives eksakte tal for energi, kulhydrater, sukker, kostfibre, fedt, mættede fedtsyrer samt salt. Endvidere angives tydeligt med grafik om retten har et højt, middel eller lavt glykæmisk indeks, kalorier, mættede fedtsyrer og salt, samt praktiske oplysninger om arbejdstid, koge/bagetid, frysning og generelle tip.

Dette er den mest omfattende diabeteskogebog. Den minder mest om Diabetes kogebogen og Hurtig diabetesmad, men der er generelt ikke stor forskel på opskrifterne.

En tiltalende kogebog med mange opskrifter på sund mad. Layoutet gør den mere inspirerende end de ældre titler.