Bøger / skønlitteratur til børn / nonsensfortællinger

Den pralende Tenor


Beskrivelse


En eventyrlig og nonsensagtig fortælling om den pralende Tenor, en hane. Han møder den uskyldige Dansedukke, som han tager med ud i verden på utrolige oplevelser. Men det viser sig, at han er en løgner, en tyv og en bedrager.

Anmeldelser (3)


Bibliotekernes vurdering

d. 1. feb. 2000

af

af

Else Lerche

d. 1. feb. 2000

Som forfatterens Tarzans jul 1997 er det en bemærkelsesværdig nonsensfortælling. Den får mig til at tænke på Alice i Eventyrland, og nogle steder i sprogtone og vendinger på H.C. Andersen. Sproget sprudler i et usædvanligt billedsprog med pudsige og særprægede ordsammensætninger. Teksten er eventyragtig, og rummer både humor og satire. Nogle af dens referencerammer vil kun forstås af voksne, men børn fra 6 år vil, som den voksne, fascineres af bogens fantasirigdom og udfordringer i sprog og historie. Selvlæsning fra 11 år. Illustrationerne slår på de samme strenge. De er tegnet i forskellige størrelser, og de fleste er farvelagt med kraftige, stærke farver. De er skarpe, klare og fascinerende. Handlingen foregår i en sceneagtig verden og lader sig ikke referere kort, for der er mange handlingsmættede begivenheder. Bl.a. møder man Napoleon i et slag, en scene finder sted i gangsterverdenen, og en ved et nedstyrtet fly i havet. Men mest er det en historie om den erfaringsløse Dansedukkes møde med den egocentriske bedrager, løgner og udnytter, Tenoren, en hane. Oplevelser med ham udvikler hende til at overvinde naivitet, mindreværd og betagelse af Tenoren, til bogstaveligt talt at stå på egne korrekte vendte ben. Dem havde hanen sat omvendt på.


Bibliotekernes vurdering

d. 1. feb. 2000

af

af

Jens Verner Nielsen (skole)

d. 1. feb. 2000

Oplæsningsbogens drømmeagtige historie er endnu vildere fabulerende i sprog og indfald og viser endnu mindre forsøg på en i traditionel forstand sammenhængende og meningsfuld historie end den foregående, Tarzans jul (97/49). Den er mest til højtlæsning ved skolestarten for fabuleringsglade lyttere og oplæsere, der så kan spinde videre med afsæt i illustrationerne. Disse er både helsides malerier med genkendelige figurer i poetiske og overraskende sammenstillinger og mindre billeder i både s/h og farver. Der er ikke nogen handling at referere, men mange begivenheder om krig og kærlighed med en halvfærdig, forsagt dansedukke og en storskrydende hane som gennemgående figurer. De flygter fra dukkemagerens værksted for at dumpe ned i slaget ved Waterloo og herfra via forskellige oplevelser omkring en kirke til 30'ernes amerikanske storby med skrappe gangstere. Efter undersøiske oplevelser frigør dukken sig fra tenorhanen og kan til sidst danse færdigudviklet hjemme på værkstedets bord. Den lange tekst er sat med små typer i to spalter. Den er fortalt i et flydende og melodisk sprog, men er så tæt opbygget af forløb af rablende indfald med sidespring og påhit og nye indskydelser, at det er til at blive svimmel i hovedet af at læse.


Weekendavisen

d. 10. mar. 2000

af

af

Ina Kjøgx Pedersen

d. 10. mar. 2000



Informationer og udgaver