Bøger / skønlitteratur til børn / undervisningsmaterialer

Den farlige strand


Beskrivelse


Drengene Peter og Magnus oplever, hvordan de tyske besættelsessoldater graver miner ned i strandsandet i Vestjylland. Pludselig løber deres lille hund, Vax ned på stranden, hvor der lige er gravet miner ned. Med faktaafsnit.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 19. dec. 2012

af

af

Jesper Holtoug

d. 19. dec. 2012

Seriebog om besættelsestiden især for aldersgruppen 8 til 11 år, som tager udgangspunkt i virkelige hændelser og kombinerer fakta- og skønlitterær fortælling. Kan anvendes som interesselæsning eller som supplement til læringsforløb om anden verdenskrig.

To drenge oplever, hvordan den tyske besættelsesmagt graver miner ned og bygger bunkers på stranden i Vestjylland. Fortællingen er nedtonet, og dramatikken udspiller sig primært omkring drengenes lille hund, der flere gange forsvinder. Mødet med besættelsesmagten beskrives nærmest gemytligt og uproblematisk. Således er det ved tysk hjælp, at den lille hund genforenes med drengene. Sproget er nærmest kortfattet - lidt stift med megen direkte tale og få sproglige overraskelser. Stregtegningerne, som ledsager fortællingen, er enkle, skitseagtige og giver mindelser om 40'rnes illustrationsstil. Bogens sidste ti sider udgøres af baggrundsfakta, som sætter den lille fortælling ind i historisk ramme. Disse faktasider er bogens bedste.

Der findes en hel del relevant materiale om 2. verdenskrig for aldersgruppen. Fx Guldberg Mikkelsens: 2. verdens-krig i Danmark, Faurbys: Støvletramp og sjippetov og Pia Sigmunds: Hans og Kirsten i 2. verdenskrig. Den her anmeldte er dog den eneste af disse, der specifikt omhandler bunkers og miner på den jyske vestkyst.

Spændende emne og relevante historiske faktaoplysninger om tyskernes befæstning af Vestjylland, men den skønlitterære fortælling forekommer sprogligt ret uspændende.