Den døve øgle : selvportræt

Bogen som Jurij Moskvitin påbegyndte for sytten år siden er ikke en selvbiografi, men et selvportræt, står der i forfatterens eget forord. Den er ikke skrevet i en stram kronologisk form, men holder sig delvis lineært til begivenhedernes gang fra krigens tid og til slutningen af tresserne. Moskvitin er uddannet klassisk koncert pianist og forfatter til bøger om Simon Spies og filosofisk tænkning. Titlen på Moskvitins bog får en til at tænke på Panduros Øgledage, om en mands nihilistiske monolog og sine vanskeligheder ved omverdenen. Moskvitin holder sig ikke tilbage mht. selvudlevering og dissekering af venskaber, familie og erotiske oplevelser. Så bogen er først og fremmest underholdende og desuden velskreven og fuld af filosofisk tankegods og litterære citater. Drømme er ofte ledemotiv i bogen, f.eks. i indledningen "sfinx" og sidste kapitel hedder også slet og ret "drøm og virkelighed". Et større kapitel "Rungstedlund" beskriver forfatterens venskab med Karen Blixen, hvilket før er gjort i en artikelserie. Barndomshjemmet med de mange kulturpersonligheder, en "dannelsesrejse" til Egypten og deportationen til Nyborg er andre emner i Moskvitins bog, som især er egnet til "litterære" biografilæsere. Læsere af f.eks. forfatterbiografier.

Læs hele vurderingen