Fin lille bog, der af omfang ligner en lækker digtsamling, men som er en tætskreven barndomshistorie af de mere bizarre. I noget der nærmest er én lang monolog, fortæller en dreng om et Vesttyskland i de tidlige efterkrigsår, med fortielser og skam, med had til russerne og med en opfattelse af arbejde & pligt som et evangelium. Drengen føler sig usynlig, bogstaveligt talt i skyggen af en storebror, der som spæd blev væk under flugten østfra og som forældrene med vekslende energi prøver at opspore. Stort og småt registreres, indimellem pedantisk til det absurde og med en yderst underspillet humor. Denne tilsyneladende nøgterne beskrivelse med dens barnlige reaktioner, der er lagt i munden på hovedpersonen, giver læseren et knugende, af og til kvalmende billede af en i enhver forstand nedkølet familie. Samtidig med alt det efterkrigsgrå rummer bogen punktnedslag i en række groteske episoder, og det meste fortælles med et sprogligt raffinement, der gør denne på overfladen bedrøvelige bog til en god og ganske særpræget læseoplevelse

.