Den blinde vej

I sin første roman (1. udgave 1946) bevæger forf. sig i et miljø, han kender grundigt fra sin opvækst som søn af en fattiggårdsforstander. Landevejens farende folk skildrer han både i deres frie omstrejfende liv og under deres nødtvungne vinterophold på fattiggården. Hovedpersonerne er et skærslipperpar, som tilfældet har bragt sammen. Sammenholdet glipper, da den mandlige part under opholdet på fattiggården dels taber interessen for sin partner, hvem landevejslivet er gået hårdest ud over, bl. a. er hun blevet håbløst fordrukken, dels får han mere ærgerrige drømme om et liv i velstand - skabt af veludførte indbrud, men ledsaget af tilbagefald til flasken. På hans dødsleje prøver kvinden endnu en gang på at vise ham sin hengivenhed, men livet har nu heller ingen mening for hende. Det er menneskeskildring af værdi, og bogen hører absolut med i en samlet præsentation af det senere endnu højere udviklede forfatterskab.

Læs hele vurderingen