Skulle der være krimilæsere, der endnu ikke kender Håkan Nesser og hans Barbarotti-serien, er der ikke længere nogen undskyldning for ikke at præsentere dem for noget af det ypperste indenfor nordisk krimi.

Svenske Nesser har et stort forfatterskab bag sig, men bliver efter min mening bare bedre og bedre. I 1969 finder seks unge sammen i universitetsbyen Uppsala, og de holder sammen gennem hele studietiden, indtil en fatal hændelse på en bustur gennem Østeuropa bringer traumer ind, der splitter venskabet. De samles dog igen til en fest, der ender tragisk, den ene pige falder ned af en skrænt og slår sig ihjel. 35 år senere dør hendes daværende kæreste på samme måde samme sted. Gunnar Barbarotti og hans højre hånd Eva Backman tror ikke på tilfældige ulykker. De prøver at trænge ind på de overlevende og løse gåden, og parallelt følges de unge fra 69 til nutiden. Det er mesterligt godt skrevet med en dybde i persontegningen, man ikke finder magen til mange steder. Nesser har udviklet sig til at blive nok den bedste skandinaviske krimiforfatter og kan fastholde læseren uden blodige effekter.

Barbarotti-serien har udviklet sig til mere at være udviklingsromaner end traditionelle krimier uden det går ud over spændingen. Nesser er mere i slægt med Edvardsson og Mankell end Larsson og Nesbø.

En fremragende krimi, der også kan læses af brugere, der gerne vil have en god roman.

Døden er hos Nesser melankoli, garneret med filosofiske overvejelser i eksistentialistisk/teologisk ramme. Således også i dette 4. slowfood-opus om Barbarotti Historien starter i 1969 – i Uppsala – i ...