danse, danse dukke min : digte

Med Danse, danse dukke min blander Mari-Jane Skovgaard sig i koret af debutanter, der digter om den daglige undertrykkelse. I modsætning til Iris Garnovs Skuffebarn og Birgitte LivbjergsKærligheden findes er det ikke så meget fortiden, der optager M-J. S. Undertrykkelsen opleves her og nu som udtryk for / opstået af det kolde og kærlighedsfjerne mandssamfund med dets karriere-jagog mangel på tid til kontakt og solidaritet i intimsfæren. Digtene pendler mellem hadudbrud over de usolidariske kællinger, der som elskerinder altid er parat til at varte de forsmåede æg-temændop, og længslen efter berøring og kontakt med den elskede. Men håbet: »måske ligger kærligheden / og gemmer sig et sted / dybt nede under alt det had« synes stadig fjernere. Titlen på bogen kunneforlede én til at tro, at der er tale om digte med et vist musikalsk islæt. Det er imidlertid ikke tilfældet, snarere tværtimod: dagligsproget dominerer fuldstændig i disse lange titelløseprosadigte, der bestemt ikke gørnoget for at inddrage læseren og derved ikke adskiller sig synderligt fra de to oven for nævnte bøger.

Læs hele vurderingen