Bøger / skønlitteratur / roman

Dannemand : en romance


Beskrivelse


Gammel og sygdomsplaget fortæller den dansk-brasilianske cigarfabrikant Gerhard Dannemand i 1921 om sit brogede liv: hemmeligt barnebarn af Frederik den Sjette, cigarmager i Brasilien og hjemme i Danmark igen som velhavende cigareksportør.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 14. sep. 2005

af

af

Lone Krøgh

d. 14. sep. 2005

Debutroman om den dansk-brasilianske cigarfabrikant Dannemand, som skulle være kong Frederik VI's hemmelige barnebarn. Tiden er 1921, og Gerhard Dannemand er nu en gammel og sygdomsplaget mand, som i springende kronologi ser tilbage på sit brogede liv. Efter en opvækst i det slesvigske Christiansfeld og en uddannelse som cigarmager, tager han som ganske ung til Brasilien. Her slår Dannemand sig ned og stifter en stor familie, og i tidens fylde får han en ikke ubetydelig succes med eksport af sine cigarer. I klip fortæller Dannemand stort og småt om sine bedsteforældre og deres mesalliance, om sine forældre og søskende, tiden på kostskolen, om kampen for at slå igennem som fabrikant og kærligheden til sin kone. Romanen kommer vidt omkring i tid og sted, og tematisk kredser den især om kærlighed, romantik, intriger og slægt, men som læser er det ikke nemt at orientere sig og følge Dannemands erindringer. Desuden er Dannemand selv egentlig ikke noget særligt spændende bekendtskab, så det er svært at holde interessen fanget for romanen, eller også er det den fragmentariske skrivestil, der truer med at hægte læseren af. Sprogligt er bogen holdt i en arkaiserende tone, og den cigarbrune forside signalerer en svunden tid.