Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Buenos dias Samson


Beskrivelse


Katten Samson fortæller om sit liv. En dag sidder han i klemme i et træ, en dag jager han en hankat på flugt. Da hans mennesker flytter til Spanien, kommer han ud at flyve.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 8. okt. 2012

af

af

Else Lerche

d. 8. okt. 2012

I bogen fortæller katten Samson om sit liv. Den kan højtlæses for børn fra 5-9 år og selvlæses fra 10 år af børn, der holder af katte.

Forfatteren udgav i 2009 Ærlighed varer længst. I sin første børnebog lader han sin rødpelsede kat Samson fortælle sin livshistorie. Samson er født på en gård. Han bliver vildkat og kommer på kattehjem. Her henter forfatteren og hans kone ham. Sammen med dem bor han to steder på Fyn og flytter så med til Spanien. Samson fortæller om sine oplevelser inde i huset og udenfor. Fx jages han af en hund og ender fastklemt i et træ, han sætter sig i respekt overfor en anden kat, fanger mus og forelsker sig i en spansk kat. Det er en velskrevet og roligt fortalt fortælling, der giver et godt indtryk af Samsons personlighed og liv. Kunstmaleren Anne Mette Fage-Pedersen har illustreret med mange helsides illustrationer. De er malet med brede penselstrøg i kraftige, fede farver, måske gouache. De har et stofligt og kunstnerisk udtryk. Stregen er tæt på realisme og giver et smukt og levende billede af Samson. Det gælder også forsiden.

I flere højtlæsningsbøger er historien fortalt set med kattens øjne. En kat har 9 piv, 2012 er lidt sørgelig, da en af kattene dør og i Maya, jeg Maya, 2009 skriver en vildfaren kat breve til sin ejer.

I den velskrevne, roligt fortalte og smukt illustrerede bog har forfatteren omsat sine oplevelser med katten Samson til kattens egen fortælling om sit liv. Børn der selv har kat eller holder af katte vil synes om bogen.