Bøger / faglitteratur / mønstre

Broderier og nostalgier. Nr. 1


Beskrivelse


Mønstre og anvisninger til bl.a. dyrebogstaver, fødselsdagsdug, låg-flaconer, nogle i 3D. Med opskrifter på kager og brød.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 18. jan. 2011

af

af

Laura Michelsen

d. 18. jan. 2011

Bogen ønsker at formidle glæden ved broderiet og henvender sig til alle romantiske sjæle med hang til håndarbejde.

I en romantisk, lidt gammeldags og hjemmehyggelig stil åbner Elin Berthelsen sin verden af broderi for os, som er alt andet end det klassiske korsstingsbroderi. Der er bl.a. en broderet dyne, klæder til syltetøjslåg, serviet til brødkurv og fødselsdags- og juledug. Broderierne er ledsaget af opskrifter på Elins appetitvækkende hjemmebag. Det er kendetegnende for hele bogen, at den er mere kreativ end stringent, og den kan umiddelbart forekomme lidt forvirrende, hvad angår instruktionen i de forskellige stingtyper og teknikker. Måske også fordi al tekst er skrevet med noget der minder meget om den skrifttype, der hedder Lucida handwriting, som er rigtig fin og romantisk men lidt mindre læsbar. Stilmæssigt er der lidt for enhver smag men stadig inden for den samme overordnede målgruppe. Bogen er gennemillustreret af mange stemningsfulde farvefotos af arbejderne og hjemlig hygge både indendørs og udendørs.

Der findes en del bøger om broderi. Denne er noget helt for sig selv, men stilmæssigt minder arbejderne lidt om dem i Den store broderibog fra 1995.

Det er svært ikke at blive revet med af forfatterens glæde ved broderiet, og stemningen af romantik og hjemlighed vil tiltale målgruppen, som nok kan leve med at skulle koncentrere sig lidt ekstra for at gennemskue anvisningerne. Forfatteren har en god hjemmeside, hvor man kan købe broderipakker og tilmelde sig kurser.