Bibliotekernes vurdering
d. 21. sep. 2005
af
af
Ellen Lind Jensen
d. 21. sep. 2005
Det er Børns Vilkår, der står bag denne udgivelse. Hensigten er at kaste lys over børns seksualitet med henblik på at formidle eksakt viden om de normale rammer for udviklingen. Eksakt viden vil sætte mennesker med professionelt ansvar for andre folks børn bedre i stand til at identificere de børn, der er eller har været udsat for seksuelle overgreb. Samtidig med at forfatteren i bogens 1. halvdel kommer rundt omkring emnet, giver hun også råd og redskaber til at håndtere dette ømtålelige emne, såvel overfor børnene som overfor forældrene. I bogens 2. halvdel kommer hun ind på de seksuelle overgreb. Ca. 3% af unge mennesker vil adspurgt svare, at de har været udsat for alvorlige seksuelle overgreb. Heraf bliver kun en lille del meldt til politiet. Desuden udsættes en del børn for krænkelser fra andre børn og unge, krænkelser der kan have lige så traumatiserende konsekvenser. Også i dette afsnit er der gode råd om, hvordan man forholder sig, hvis man får mistanke om, at et barn er udsat. Bagest en adresseliste med rådgivningscentre samt litteraturliste. En helt igennem sober og redelig bog om emnet. Forfatteren er medicinsk journalist og tilknyttet Børns Vilkår.