Bøger / skønlitteratur / roman

Blink, så var jeg væk igen


Beskrivelse


Michael er 42 år, single og uden børn. Meningen med livet er at videreføre sine gener, men det kræver jo en partner. Heldigvis møder han den noget yngre Asta, og hun er meget interesseret i Michael. Men så blander fortiden sig pludselig.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 11. aug. 2014

af

af

Michael Olsen

d. 11. aug. 2014

Romanen Blink, så var jeg væk igen henvender sig især til mænd fra omkring 30 år og op, der gerne vil læse om jævnaldrende mænd, som bokser lidt med livet og forventningerne til det. Bogen har egentlig en fin forside og bagsidetekst, men skal måske hjælpes lidt på vej i formidlingen.

Michael er 42 år gammel, single og uden børn. Han er nået til et punkt i livet, synes han, hvor det kun går ned ad bakke. Derfor er han så småt ved at gå i panik over ikke at have fået videreført sine gener, for det er jo meningen med livet, men det kræver jo en partner. Et vendepunkt kommer måske, da han på et diskotek møder den noget yngre Asta, der er meget interesseret i ham og hiver ham med hjem. Men så sparker fortiden benene væk under Michael. Historien glider nemt ned og er hurtigt læst, men kan man leve sig ind i hovedpersonen Michaels tanker og forestillinger, så giver historien også noget at tænke over efter endt læsning. Plottet kunne måske være lidt strammet op hist og her, men alt i alt er romanen en positiv oplevelse.

Mænd i krise kan der også læses om i Den længste nat, 2005, af Keld Conradsen og Mand og dreng, 2002, af Tony Parsons.

En udmærket og hurtigt læst roman om en mand i krise. Bogen henvender sig nok mest til mænd fra cirka 30 år og opefter, der kan sympatisere med hovedpersonens krise. Lidt formidling kræves nok.