Film / fiktion / mærkning: for alle

Big


Beskrivelse


I en spåmaskine får 12-årige Josh sit ønske opfyldt om at blive stor. Men livet som barn i en 30-årig mands krop er ikke let, når man bliver succesfuld forretningsmand i et legetøjsfirma og får en kæreste.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 13. feb. 2014

af

af

Frans Rasmussen

d. 13. feb. 2014

Med sit tema om børns drømme om at være større end de er, er filmen med sin blanding af komik og nostalgi en herlig fællesoplevelse for større børn og deres voksne. Fra 8 år.

I en spåmaskine får 12-årige Josh af troldmanden Zoltar sit ønske opfyldt om at blive større. Som 30-årig mand, men stadig 12 år indeni, må han flygte fra sin mor og leder sammen med vennen Bill efter Zoltar, der kan gøre ham lille igen. Inden han finder den får han job i et stort legetøjsfirma, hvor han udvikler legetøj, som børn kan lide. Men er voksenlivet noget for en 12-årig dreng, og hvordan håndterer han at få en 30-årige kæreste? Big er en amerikansk komedie- og fantasy-film fra 1988, der blev Tom Hanks' store gennembrud, og han er da også fremragende som den voksne Josh med det 12-årige sind. Filmen er ligeledes Penny Marshalls gennembrud som instruktør, og hun blev senere kendt for bl.a. Forhekset og Cindarella man.

Temaet at barn og voksen bytter krop blev samme år udfoldet i Brian Gilberts "Vice Versa" ("Hjælp! Det er søn for far"), ligeledes en tankevækkende komedie, hvor et barn må forsøge at begå sig i en voksenverden - og en voksen i barneverdenen, men Big står stadig som en minderig, lille klassiker om barndommens værdier og voksenlivet, hvor de enkle glæder er gået i glemmebogen.

Måske er filmen ikke helt så morsom som man husker den. Men de mange skægge situationer, hvor Josh møder voksenlivet med sin naivitet står stadig stærkt. Med sin geniale blanding af komik, nostalgi og melankoli over tabet af barndom er den underholdende, men sår også en tanke i en nutidig sammenhæng om ikke at blive voksen for hurtigt.