Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Atom-Ragnar og pyromanen


Beskrivelse


Kaspar er blevet 8 år, da der omkring midsommer opstår nogle mystiske brande i landsbyen. Uheldigvis har Kaspar været det første sted og efterladt sig nogle ret afslørende spor.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 27. juli 2001

af

af

Birgit Hald

d. 27. juli 2001

Den 3. bog om Kaspar, hans morfar, Lisa og alle de andre farverige typer i den lille landsby ved Siljansøen lever helt op til forventningerne fra de første. Romanen har en dejlig stemning og er skrevet i et godt og rammende sprog med en lun tone. Kaspar er nu blevet 8 år, men historien vil som de tidligere kunne læses op med fornøjelse for børn fra 6 år. Trods den til tider ret humoristiske indfaldsvinkel er det også en både spændende og alvorlig bog om bl.a. faren ved at lege med tændstikker og det at være nervøs og have dårlig samvittighed, selv om man i virkeligheden er uskyldig. Man morer sig over de originale, skøre og dumme indbyggere i landsbyen, men de udleveres ikke - bortset lige fra den udspekulerede, skurkagtige købmand Atom-Ragnar - og læseren kommer helt ind under huden på Kaspar. Som sædvanlig er historien illustreret med meget sigende sort/hvide tegninger der passes fint til teksten. Omkring midsommer opstår der en del mystiske brande i byen. Kaspar er i alvorlig knibe, for han har efterladt afslørende bevismateriale det første sted, hvor han faktisk forsøgte at tænde et bål, men tændstikkerne var for våde. Det viser sig, at et rengøringsmiddel, som Atom-Ragnar har opfundet og prakket det meste af byen på, er selvantændeligt.


Bibliotekernes vurdering

d. 27. juli 2001

af

af

Birger Hoff (skole)

d. 27. juli 2001

Så er vi for tredje gang i det smukke Dalarne nær ved Siljansøen, hvor den nu 8-årige Kasper stadig bor hos sin herlige morfar, som fremdeles forsøder pensionisttilværelsen med at skære dalarheste til turisterne. Dvs. den største fortjeneste for hestene ligger nu hos den stedlige og pengefikserede købmand Atom-Ragner som formidler salget, og det er netop hans griskhed der bliver årsag til Kaspers genvordigheder. Midsommerfesten står for døren, men forstyrres af en række brænde i landsbyen, en pyroman må være på spil. Kasper har desværre efterladt nogle afslørende spor og mistænkes, men retfærdigvis har griskheden sin grænse, og det må Atom-Ragner gudskelov sande i sidste ende. Det er et herligt miljø med et barokt og meget svensk persongalleri som Mikael Engström har skabt med sine bøger om Kasper og denne lidt bizarre verden. Bogen appellerer til oplæsning fra omkring 7 år og opefter og kan selvlæses fra omkring 10 år. Helena Willis' små ledsagende illustrationer i en bevidst naiv streg passer fint til indholdet. Jeg glæder mig til at høre nyt fra Kasper, morfar og alle de andre ved Siljansøens bred.