Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Anna og Engel : børnebog


Beskrivelse


Natten efter Annas 12 års fødselsdag viser Engel sig for hende for første gang. Anna skal dø af sin svære sygdom, og Engel hjælper hende med at få sagt farvel til alle og gå døden i møde.

Anmeldelser (4)


Bibliotekernes vurdering

d. 10. aug. 2001

af

af

Elin Søborg

d. 10. aug. 2001

Anne Lilmoes, bedst kendt for sin fantasy-serie om Yaxhiri, har her skrevet en lille, poetisk bog "til alle børn, som er bange for at dø". Dødssyge Anna får natten efter sin 12-års fødselsdag besøg af Engel, der ligner hende selv, fra før hun blev syg. Engel tager den afkræftede Anna med til steder og ting, hun har holdt af, og giver hende styrke til at få taget ordentligt afsked med alle, hun har holdt af, og se døden i øjnene uden frygt. Således følger vi Anna og Engel gennem 7 nætter og Anna og hendes nærmeste gennem hendes sidste 7 dage, hvor hun får talt ud med dem om frygten og om de problemer, de alle har haft med hendes sygdom og forestående død. Det er Anna, som selv fortæller i en kortfattet, poetisk og dog meget jordnær tekst, der er verssat, hvilket sammen med de naive og meget udtryksfulde blyantstegninger, der gennemillustrerer bogen, skaber en både vemodig og håbefyldt stemning. Denne bog er både en brugsbog, der lader de berørte selv vælge mellem religiøse eller andre indfaldsvinkler til begrebet død, og en lille perle til de mange piger i 9-14-årsalderen, der elsker en sørgelig bog.


Bibliotekernes vurdering

d. 10. aug. 2001

af

af

Vibeke Axelsen (skole)

d. 10. aug. 2001

Bogens målgruppe er alle børn, som er bange for at dø. Også voksne kan helt bestemt blive klogere og trøstet af at læse denne fine, skildring fortalt af Anna, der ligger for døden. Hun er lige fyldt tolv år, og natten efter hendes fødselsdag forstår hun, at hun snart skal dø. Vi følger hende i hendes sidste syv dage og nætter. Om natten, hvor hun ligger "nattevågen" kommer (en) engel til hende. Hun taler med Anna og giver hende styrke til at leve den sidste tid samt til at tage initiativ til at få sagt ordentligt farvel til alle dem, hun elsker. I "dagskapitlerne" har Anna samtaler med familien og vennerne. Hendes mor, far, søster og kæreste får deres egne kapitler, venner og bedsteforældre er samlet i to kapitler. De mange samtaler, som berører tro, liv og død, føres i et dagligdags, letlæst og dog nuanceret sprog af kloge, følsomme og ærlige mennesker. Bogen undgår på fornemste vis at blive sentimental. Illustrationerne er blyantstegninger, der undgår det billedskønne og derfor passer vældig godt til indholdet og budskabet. Bogen appellerer ikke til selvlæsning. Den egner sig bedst til formidling i situationer, hvor der skal siges noget, men hvor det kan være svært at få begyndt og at få sagt det rigtige.


BUM

Årg. 20, nr. 1/2 (2002)

af

af

Anna Poulsen

Årg. 20, nr. 1/2 (2002)