Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Anine og mormor : en fortælling om døden


Beskrivelse


Anine på 5 år har mistet sin mormor og har mange spørgsmål om døden og om hvem mormor egentlig var.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 29. feb. 2012

af

af

Susanne Dahl Jensen

d. 29. feb. 2012

Oplæsningsbog om døden til børn fra ca. 5 år. Mest brugbar for familier, hvor en bedstefar eller bedstemor lige er død. Forsiden fortæller ikke så meget om indhold og kræver formidling af en voksen, der ud fra bagsidetekst kan læse sig til bogens indhold.

Forfatter har ikke tidligere skrevet for børn, hvorimod illustrator før har illustreret danske børnebøger. Bogen handler om pigen Anine på 5 år, der mistede sin mormor, da hun var 3 år gammel. Nu er hun blevet så stor, at hun kan spørge ind til, hvem mormor egentlig var og hvordan hun døde, og hvor hun nu er henne. Teksten består hovedsagelig af Anines mange spørgsmål og forældrenes svar og egner sig bedst til oplæsning i hjemmet. Sproget er præget af megen dialog og gør historien lidt tung at læse. Desværre gør illustrationerne ikke meget for at åbne op for historien om Anine. De fortæller ikke rigtigt videre på hendes tanker og spørgsmål.

Der er skrevet mange billedbøger og oplæsningsbøger for de yngste om det at miste en elsket bedsteforælder. Men en af mine personlige favoritter er Kim Fupz Aakesons Så blev farfar et spøgelse, 2004. Den formår at fortælle om et meget svært tilgængeligt emne på en fin og underfundig måde. På ingen måde sammenlignelig med denne nye titel, der har en mere alvorlig og lidt tungsindig tilgang, der måske gør emnet endnu mere tungt for de yngste.

En lidt tung billedbog om at miste og savne, og have en masse spørgsmål om døden, når man er 5 år gammel.