Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Alt på et bræt


Beskrivelse


Samuel og Moa er kærester. Der bliver problemer mellem dem, da skoleinspektøren får byens skaterrampe revet ned, og Samuel maler graffiti på skolens væg.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 4. sep. 2002

af

af

Inger Aarup-Kristensen

d. 4. sep. 2002

Bogens hovedpersoner, Samuel og Moa, har vi mødt i Hvem kan blive forelsket i Vilde Samuel og Er du rigtig klog, Vilde Samuel. De er nu kærester. Samuel er en dygtig skater men har mindreværdskomplekser på grund af sin ordblindhed. En dag foranlediger skoleinspektøren, at Samuels elskede rampe rives ned. Det giver anledning til graffitimaling med efterfølgende problemer mellem Samuel og inspektøren, og også mellem Samuel og Moa. De to hovedpersoner er ca. 13 år, men bogens tekst er skrevet i korte sætninger og med en stor åben typografi, der betyder, at bogen kan læses af børn fra 9 år. Den korte tekst er delt i 8 kapitler, og teksten er igen brudt af 6 tydelige sort/hvide illustrationer. Alt dette vil tiltale læsere, der ligesom Samuel ikke hører til klassens dygtigste - uden at der er tale om, at bogen er decideret bearbejdet for læsehandicappede. De 9-13-årige læsere vil let kunne identificere sig med bogens personer, og forsiden, der viser Samuel i gang med graffitimaling, vil også sælge bogen til målgruppen. Samtidig med denne bog udkommer to titler mere i serien, så den nu er oppe på 5 bind.


Bibliotekernes vurdering

d. 4. sep. 2002

af

af

Kristian Nielsen (skole)

d. 4. sep. 2002

Moa og Samuel, som læseren tidligere har stiftet bekendtskab med i Hvem kan blive forelsket i Vilde-Samuel? (99/11) og Er du rigtig klog, Vilde-Samuel? (99/43), kommer i denne fortsættelse ud for nye problemer. Deres elskede skateboardrampe bliver revet ned, og det medfører dyb vrede. Samuel vil hævne det og gør det ved at lave graffiti på skolen. Moa opdager det og hjælper ham, så teksten kan blive stavet rigtigt. Hun er dog bange for at blive opdaget, mens Samuel signerer værket, så alle kan vide hvem det er, der har lavet det. Det er en let læst bog, som fortsætter i samme stil som de to foregående, som det dog ikke er nødvendigt at have læst for at få udbytte af bogen. Den adskiller sig fra de to første ved at tage et reelt, kendt problem op: Hvor skal de unge mennesker tilbringe deres fritid? Et yndet tilholdssted, der giver mening for brugerne, bliver fjernet og hvad så? Det kan være op til læseren at drage en konklusion. Bogen er illustreret med s/h tegninger i god overensstemmelse med teksten. Omslagsillustrationen er i samme stil som de to forudgående og viser Samuels raseri i form af et udsnit af hans graffitiværk. Bogen kan selvlæses fra ca. 4. kl., højtlæsning i mellemgruppen.