Børn fra 7 år kan få en fin oplevelse af denne klassiker sammen med en voksen. Alice bliver aldrig (forhåbentlig) mainstream, og denne er lige så udfordrende som Carrolls original fra 1865.
Alice falder i et dybt hul og møder en fortravlet kanin og en række småskøre dyr, for ikke at tale om en hertuginde og hendes Filurkat. Et teselskab med mange kopper og få gæster fører Alice videre til Hjerter Dronnings kroketbane og mødet med en forloren skildpadde og en grif. Alices drøm ender i en syret retssag og hun vågner, lige i tide til eftermiddagsteen. Formatet er billedbogens, teksten i forhold til det relativt lang, om end højst 1/4 af forlæggets. Helsides illustrationer veksler med halvsides, både på den ene og den anden led, atter afbrudt af sider med småbilleder og opslag helt uden tekst. Tegnestilen er på én gang moderne og bærer af al den tradition, som skal til. Alice, for eksempel, ser aldeles nutidig ud. Sproget er mundret og dialogrigt, men det syrede er bevaret - heldigvis.
Alice skal behandles så nænsomt som støvet på en sommerfugle vinge, det gør Emma Chichester Clark på 1/4 af originalens sidetal. Nogle få husker stadig Van Gool's Alice i eventyrland fra 1999, flere sikkert bogen efter Disneys gamle tegnefilm. Tony Ross har ligeledes haft fingrene i Alice, noget hans angelsaksiske baggrund medvirker til, at han slipper godt fra, ligesom Emma Chichester Clark.
Vellykket, kongenial, prægtig versionering af den elskede klassiker, som jeg ikke har en finger at sætte på.
