Bøger / skønlitteratur til børn / noveller

Aladdin og tre andre historier : 1001 nats eventyr


Beskrivelse


Fire af de klassiske eventyr fra 1001 nat i en både nutidig og eksotisk eventyrstil med troldmænd og konger, prinser og prinsesser, skurke og helte.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 23. dec. 2008

af

af

Elin Søborg

d. 23. dec. 2008

4 eventyr, 2 meget kendte og 2 mindre kendte, fra 1001 nat i en gendigtning, der både er nutidig og oser af stemning og i et udstyr, der næsten giver Disney baghjul. Spændende til selvlæsning fra ca. 10 år og oplæsning fra ca. 7.

Josefine Ottesen har gendigtet Aladdin, Ali Baba og de 40 røvere, Farizade med rosensmilet og Ibenholtshesten i en spændende både nutidig og eksotisk eventyrstil flot støttet af Sussi Bechs farvestrålende, meddigtende og udtryksfulde illustrationer. Her er troldmænd og konger, prinser og prinsesser, skurke og helte og et flow, der får øjnene til at springe ned over siderne med den tospaltede, mundrette tekst og de stemningsfulde billeder med stor bevægelse og mange detaljer.

Der findes mange klassiske udgaver af de kendte eventyr fra 1001 nat, mest træk har vi jo nok gennem tiderne haft på Disney-udgaverne med deres specielle fortolkninger af de klassiske historier, men det her er en udgave, der præsenterer sig lige så godt i udstyret og bare fortæller de oprindelige eventyr.

Det er en bog, som det er en fornøjelse at få i hånden, velfortalt og velillustreret, smuk og farverig og for et meget bredt publikum.