Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Airman. Bind 2


Beskrivelse


Da Conor Broekhart er 14 år tager hans lykkelige liv på Saltee-øerne ud for Irlands kyst en katastrofal drejning. Pludselig sidder han forslået i et barbarisk ø-fængsel, og det tager ham næsten tre år at samle ressourcerne til at flygte - ad luftvejen, en historisk bedrift i 1894.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 17. dec. 2009

af

af

Elin Søborg

d. 17. dec. 2009

En omfangsrig roman fra 1890'erne nærmest af klassiker-tilsnit til de gode læsere fra ca. 11 år og op. Både emne, handling og omslag vil nok især appellere til drenge og mænd, men også piger med hang til klassikerne vil hænge på.

Skaberen af Artemis Fowl præsenterer her på baggrund af kærlighed til et af sin barndoms mytiske steder og sin interesse for udviklingen af flyvning en ny teenagehelt, Conor Broekhart, født under dramatiske omstændigheder og vokset op under gunstige vilkår på de selvstændige, diamantrige Saltee-øer ud for Irlands kyst. Han undervises af en ivrig ballonskipper og flyentusiast, men da han som 14-årig bliver vidne til marskallens mord på kongen, havner han i et barbarisk fængsel, som det tager ham næsten 3 år og udnyttelsen af al sin aeronautiske kunnen at komme fri af. Velfortalt historie med stærke følelser og spændende optrin vekslende med tanker og ideer omkring bl.a. flyvning og våbenbrug. Personer og miljø står stærkt og troværdigt, og efter en lidt lang opstart fastholder spændingen lige til enden.

Jeg tænkte mange gange under læsningen på klassikere af Dumas og Stevenson. Det er blandt deres læsere, publikum til denne roman skal findes, ikke blandt Artemis Fowl- eller fantasy-læserne.

En særdeles velskrevet og på mange planer spændende historie med klassiker-potentiale og bred lånerappel.