Adéle og Paris

I 1971 selvbiografien med den både ydmyge og nonchalante titel Så vidt jeg erindrer, i 1972 romanen Efterfølgeren og nu i 1973 igen en roman, der må betegnes som halvdokumentarisk. Så travlt har altså Flemming Madsen. Visse fællestræk for dette foreløbige forfatterskab: Det retter sig mod de frustrerede sider ved velstandssamfundet, og det er skrevet ud fra en pragmatisk/socialdemokratisk grundholdning. At det blev Frankrig, der denne gang kom på dissektionsbordet, kan vel ikke overraske. Det land, der tydeligt af FM omfattes med meget varme følelser, får her eftertrykkeligt sine svagheder blotlagt. Betydningsfulde begivenheder i nyere fransk historie som Algierkrigen og studenteroprøret på Sorbonne universitetet i 1968 får lagene af retorik og romantik skrællet af. Studenteroprøret betegnes slet og ret som et show opfør af amatører. Frankrig betragtes som en person, en kvinde, og med hende som bærende idé skulle traditionerne være sikrede. Ud fra dette synspunkt skal bogenshovedperson, Adéle, ses, og gennem sin forelskede skildring af hende, får FM lejlighed til at præsentere og prise det, der for ham er Frankrigs styrke. Bogen er, som sine forgængere, elegant og vedkommende, men emnet vil måske gøre den mindre efterspurgt.

Læs hele vurderingen