Bibliotekernes vurdering
d. 3. sep. 2015
af
af
Allan Thomsen Volhøj
d. 3. sep. 2015
Forlad det grønne sprog og hengiv dig til kærligheden og døden. Forlad. Forlad. Til læsere af ny dansk lyrik.
I denne bog af Jonas Rolsted spiller gentagelsen en væsentligt rolle. Bogen består af et digt, men er i princippet delt i to spor. I det ene spor fortælles om sagnkongen Skjold, og det andet er en slags rejsedagbog fra en mand der er ved at komme sig over et brud med en kæreste. Teksterne i bogen kredser om kærlighed og døden i en systematisk uorden af gentagelser. Rolsted har før udgivet Flex death.
Rolsted er en dygtig fortæller og i de monotome gentagelser ligger en stemning der ikke kan opnås andre steder end i digtform. Sproget i bogen er særegent organiseret i en uorden, hvor systematikken tit stikker sit hoved frem for så at forsvinde igen. Rolsted lefler ikke for nogen og indgangstærsklen til værket er meget høj.
De systemtekniske træk i digtene minder om forfattere som Peter-Clement Woetmann og Rasmus Halling Nielsen. Stemningerne i digtet kan minde om Morten Chemnitz.