Bagpå bogen står, at det er en roman for læsere, der ikke anede, de var Stephen King-fans, og det er faktisk ikke løgn. Den bør få læsere ud over den sædvanlige gyserskare

.

King behøver ingen introduktion, men ud af hans store produktion hæver 22.11.63 sig op som et hovedværk. Titlen hentyder til dagen for attentatet på Kennedy i Dallas, som vi hastigt nærmer os 50-årsdagen for. Jake Epping er en ung, fraskilt lærer, der får en bøn fra en dødsyg ven: vennen har i mange år haft kendskab til en tidstunnel, der gang på gang kan bringe ham - og nu Jake - tilbage til den samme dato i 1958. Vennen er for gammel til at tage 5 år i fortiden, men det er Jake ikke, og missionen er at eliminere Lee Harvey Oswald, og dermed ændre historiens gang. Tidstunnelen er faktisk det eneste overnaturlige, man skal sluge for at lade sig forføre af en meget spændende og spekulativ historie med mange moralske faldgruber. Oven i købet er det et uhyre livagtigt billede af de sene 1950'ere og tidlige 1960'ere, der kommer meget i perspektiv, når man ikke må røbe sin viden om fremtiden. Og så er der en meget sexet kvindelig bibliotekar inddraget

.

King bliver ofte sammenlignet med andre gyserforfattere som Koontz, men med denne roman er jeg meget mere i et Svend Åge Madsen-univers med parallelsamfund og spekulationer om tid og årsager

.

Et mesterværk, der fortjener en endnu bredere læserkreds, end King i forvejen har

.