Bortset fra et forstørret forsidefoto er dette et fotografisk genoptryk af 1997-udgaven. Med baggrund i bl.a. nyåbnede russiske arkiver gennemgår Jensen de sidste år for den danske prinsesse Dagmar, der blev den russiske zarina Marija Fjodorovna - gift med den næstsidste russiske zar Aleksander 3. og mor til den sidste, Nikolaj 2. Bogen starter ved februarrevolutionen 1917, hvor store dele af zarfamilien blev interneret. Enkezarinaen kom dog "kun" i husarrest i en af familiens ejendomme på Krim. Jensen koncentrer sig om familiens skæbner og om de vestlige landes manglende lyst til at lægge sig ud med egne venstreorienterede og det nye Sovjetunionen for at redde zarfamilien ud. De fleste blev som bekendt henrettet, men enkezarinaen blev ved det danske kongehus' og danske erhvervsfolks mellemkomst evakueret i april 1919 og levede sine sidste 10 år i Danmark. Bogen er interessant som andet end kongerøgelse, selv om forfatterens sympati absolut er på monarkiets side. Den er også et storpolitisk studie med spor helt til nutiden, hvor zarinaen igen er blevet en brik i et spil, hvor bl.a. Danmarks forhold til Tjetjenien er med til at forsinke bårens overførsel fra Roskilde Domkirke til Sankt Petersborg, hvor resten af zarfamilien er begravet og hvor der fra før revolutionen er afsat plads til Fjodorovna.

Forfatteren, der har skrevet en lang række bøger og artikler om især Ruslands og Sovjetunionens historie, har denne gang forsket i den danske prinsesse Dagmar, datter af Christian IX, der blev zarina i Rusland under navnet Marija Fjodorovna. Det er dog ikke en normal biografi, men en politisk analyse af hendes skæbne i tiden efter de revolutionære omvæltninger i 1917. Hovedvægten er lagt på hvordan hun undgik den skæbne, der overgik hendes søn, Nikolaj II, svigerdatter og børnebørn, der alle blev myrdet. Bent Jensen har haft adgang til hidtil lukkede arkiver både herhjemme, i Rusland og andre relevante steder, og historien er politisk interessant især som et billede på det dilemma, Danmark og andre vesteuropæiske lande var i overfor den nye Sovjetmagt. Han har valgt at popularisere stoffet, hvad der for mig gør læsningen til en lidt blandet fornøjelse med rigelig irrelevant kongerøgelse og sidehandlinger, der efterlader et helhedsindtryk af et stof, der kunne være udmærket basis for en videnskabelig artikel i et historisk tidsskrift, men som her er pustet op med for meget fyld.