Her er tale om genudgivelse af en gammel yogaklassiker fra 1977. Forfatteren er sit navn og ydre til trods dansk. Han har beskæftiget sig med yoga i over 40 år, har studeret tantrisk yoga og meditation i Indien og grundlagt Skandinavisk Yoga og Meditationsskole. I forhold til de tidligere udgaver er der sket forandringer. Teksten er gennemskrevet på ny og strammet op med mange omformuleringer her og der og har desuden nogle tilføjelser. De vigtigste er et kapitel med et rygprogram og et med øjenyoga. Andre steder er der små tilføjelser i form af et ekstra trin i en meditation o.l. Billedmaterialet (s/h fotos) der illustrerer øvelserne er delvist genbrug. Nogle steder er de skiftet ud med nyere fotos. En sjov detalje er at man, så vidt jeg kan identificere, har brugt de samme modeller nu med nogle flere år på bagen. Bogen igennem er der strøet mange symboler og geometriske figurer som jeg godt kunne have tænkt mig nogle kommentarer til. Den lanceres som først og fremmest en praktisk øvelsesbog. Sammenlignet med nyere yogabøger formidler den megen viden om yogaens og tantraens baggrund og filosofi, og jeg tror bedst den kan anvendes i kombination med regulær undervisning. Ordforklaringerne er flettet sammen med stikordsregistret.