Vinternoter er Austers litterære selvbiografi fra den 64-åriges synsvinkel med døden som følgesvend, og et Auster-studie i "tilfældets spil". Den vil blive slugt af de mange Auster fans. Nytilkomne Auster-læsere vil kunne nyde den mere ved at starte med romanerne.

Det er langt fra en selvbiografi i gængs forstand, den nu 65-årige Auster, vanen tro, udgiver på dansk først. Det er en litterær selvbiografi, i hvilken Auster skaber distance ved det personlige stedord "du". Der er få ord om forfattervirksomheden, men desto flere om at leve som dette "du" i denne krop med de hændelige hændelser, der er indtruffet igennem livet fra han som barn fik flænget sin kind, over pubertetskvaler, tilfældig sex, årene i Frankrig, første ægteskab, panikanfald, kamp mod dæmoner, familie og dødsfald, og det 30-årige samliv med Den Eneste Ene, hustruen og forfatterkollegaen, Siri Hustvedt. Selv når Auster remser op (har levet der og der, fløjet så mange gange) løber som en understrøm spørgsmålet "hvem er dette du i denne krop i dette liv?". Det er et livs åndedrætsøvelser om et "du", som kunne være det "du", som læser bogen, Auster beretter om. Det er just derfor selvbiografien er så vedkommende.

Auster har tidligere skrevet om forholdet til sin far i Opfindelsen af ensomhed 1982. Her er mange ord om moderen og bedsteforældre.

Austers selvbiografi er rørende, og kryber dybt under huden på denne læser. Den er fra det ene menneske til det andet.

Auster træder ind i sit livs vinter og tænker tilbage på sin barndom, sin ungdom og sit voksne liv. Her er alt: Børn og bopæle; sex og sammenbrud; krop, kunst og kærlighed. Auster er og bliver Auster ...