Vi mødes igen i Paradis

Omkring 1. november 1981 blev den 15-årige tyske pige Christel Zachert syg, og ca. et år senere døde hun af kræft. Godt 10 år senere har Christels mor fået så meget overskud, at hun kan fortælle om det sidste år i datterens liv. Et år, som blev levet meget intenst, med højdepunkter og forhåbninger om helbredelse og øjeblikke med megen smerte og fortvivlelse, og et år, som udviklede Christel fra en helt almindelig, livsglad pige til en moden kvinde, som forstod at glæde sig over livet trods alt, og som til sidst heller ikke var bange for at dø. Bogen er skrevet som et brev til Christel, og her fortæller moderen om, hvordan familie, venner og personale ved de sygehuse, Christel var indlagt på, oplevede året. Desuden bringes uddrag af Christels dagbog fra den sidste halvanden måned af hendes liv, en dagbog hun begyndte at føre, da hun blev klar over, at hun skulle dø. Den viser, at Christel var en stærk personlighed. Den støtte, hun fik fra familie og venner, gjorde, at hun var istand til at møde sygdommen og se det positive i livet, og dette er bogens budskab. Samme tema kan man læse om flere steder, bl.a. i Flemming Roths :Et godt liv kan ikke måles på en kalender, 1989 og i Syv år for Thomas af Vibeke Spangsberg, 1994.

Læs hele vurderingen