Vi er her kun til låns i al slags vejr

Velskrevet og poetisk roman om hverdagslivet i 50'ernes, 60'ernes og 70'ernes Danmark. En udviklingsroman og familiekrønike for læsere der vægter stemningsbilleder og menneskelige relationer højere end dramatik.

Når et menneske dør, er det som om et bibliotek er brændt ned. Alle historierne er forsvundet, alle de mange sider, der har dannet et liv gået op i røg. Er det muligt at give hylderne et nyt indhold, hvis man selv er den eneste, der er tilbage? Forfatteren, der tidligere har skrevet romanen I grunden har vi det jo godt om sin opvækst i 70'erne, tager os denne gang tilbage til tiden før sin egen eksistens, nemlig forældrenes liv og møde i 1950'erne og 60'erne. Han drives af ønsket om at kortlægge sin families historie og på baggrund af en stor mængde breve optrævler han langsomt sine forfædres færden.

Velskrevet erindringsroman med mange fine observationer og detaljer fra flere årtier. Det er familien, det nære, der fylder. Det er hverdagslivets sorger og glæder, der har fået plads, dramatikken og handlingen sker i det små. Bogen fortsætter ikke den tidligere romans humoristiske og lette tone. Sproget er stadig præcist og poetisk, men klangen er mere melankolsk, og det er tydeligt at døden har sat sit præg på familien.

Thomas Thurahs Begyndelsen og Anne-Lise Marstrand-Jørgensens Hvad man ikke ved skildrer samme tidsrum, men deres familiehistorier er noget mere konfliktfyldte.

Læs hele vurderingen