Tiden vil formentlig luge kraftigt ud i Zweigs forfatterskab, men med dette værk har han sat sig et varigt minde. Bogen er et erindringsværk, der spænder over sådan ca. halvdelen af vortårhundrede. Zweig var østriger, og det betyder, at han kan skildre den tilsyneladende uantastelige fred under kejserdømmet før 1. verdenskrig og krigens hærgen, så man virkelig ser en verden gåunder. Han var jøde, og det betyder jo, at han tidligt blev opmærksom på og følte nazismens forfølgelser - bl.a. oplevede han, at hans bøger blev brændt ved Hitlertysklands groteske bogbrændinger.Zweig blev flygtning, men som borgerlig intellektuel, som pacifist, som europæisk humanist kunne han ikke leve med 2. verdenskrigs værdisammenbrud og skæbnen som flygtning, og han begik selvmord i1942 (samme år som værket udkom) i Rio de Janeiro - altså fjernt fra det europæiske rum, der var hans egentlige element. Værket rummer mange fine udtryk for Zweigs grundholdninger, og det er rigtpå portrætter af ledendeintellektuelle i perioden: Rolland, Freud, Hofmannsthal og mange flere (i glimt også Georg Brandes). Genudgivelsen (i Kjærgaards oversættelse fra 1948 med moderneretskrivning) er en udmærket anledning til (gen)anskaffelse.