Igen en dødspændende og vildt god bog om retsmedicineren og hendes højteknologiske og makabre arbejde. På 1-års dagen for den elskede Bentons død, modtager Kay Scarpette et posthumt brev der slår hende noget ud af kurs. På den anden side får hun også åbnet øjnene og registrerer først nu at der er noget helt galt på hendes arbejdsplads - og måske også med hende selv? For i personalets iver for at skåne hende er man simpelthen gået for vidt. Selve spændingsplottet starter med en død mand på et containerskib og viser sig tillige at have forbindelse til en sag som niecen Lucy arbejder med. Det er en indviklet sag med overraskende gysereffekter der bygges op over en stigende spændingskurve - uden at virke hæsblæsende - og hvor også sidehistorierne får tid til at folde sig ud. Uha, men det der virkelig rykker, er skildringen af de komplicerede forhold mellem de tre gamle kendinge: Kay, Lucy og Marino. De er på hver deres måde i krise efter Bentons død med et kuldslået følelsesliv der besværliggør ikke blot forholdet til dem selv men også indbyrdes og udadtil. Sådan har det vel egentlig altid været med dem, men her bryder det ud i lys lue. Når dertil kommer at bogen som sædvanlig er både velskrevet og veloplagt, ja så er det vel bare at låne den ud.