De ni noveller i Naja Marie Aidts første prosasamling har alle kærligheds- og familielivet som deres vandmærke og gennemgående tema. I NMAs univers, som det også kendes fra de to meget rostedigtsamlinger, Så længe jeg er ung ( 1991 ) og Et vanskeligt møde (1992), er der imidlertid ikke langt fra harmonien og trygheden til dæmonien. Kærligheden gør stærk, men også sårbar og udsat. Ogsådisse nye, velskrevne noveller balancerer omkring denne akse: fra det forrevne og selvdestruktive hos den unge pige i et stofmisbruger-miljø til slutnovellens smukke skildring af to modnemenneskers kærlighedsmøde, tæt på det fuldkomne, men med en smertelig bevidsthed om, at den fuldkomne kærlighed ikke kan eksistere blandt ufuldkomne. Imellem disse yderpunkter bevæger historiernesig ubesværet ud og ind af miljøer og livsaldre, fra pensionisterne og de unge mødres lille verden, til børnenes møde med seksualiteten den sidste lange sommer på tærsklen til voksenlivet. I NMAsnoveller finder man ikke deteksperimenterende og grænsesøgende i formen, men til gengæld en iagttagelses- og indfølingsevne, som er fin og overbevisende, uden at være anmasende og bedrevidende.Det er en lyrikers sikre og lovende spring ind i prosaen.