Bøger / skønlitteratur / roman

Universets engle


Beskrivelse


Psykologisk skildring af en skizofren ung mands ensomme tilværelse, hans lammende familietraumer, de få møder med lykken og hele hans oplevelse af virkeligheden som splintret og vanvittig.

Anmeldelser (16)


Bibliotekernes vurdering

2006

af

af

Anny Skov Madsen

2006

Paul, f. 1949 i Reykjavik, er skizofren, og han skildrer som afdød sit liv fra han bliver født til sit tragiske dødsfald. Det er en skildring fyldt med visdom, poesi, naturglæde, kærlighed og varme, men også med dyb indsigt i den smerte, der skal rummes, når murene lukker sig omkring sindet. Vi hører om hans familie, faderen, der er taxachauffør, søskende, venner og det urolige ungdomsliv med musik, kunst og forelskelse. Hele tiden har han følelsen af, at nogen spænder ben for ham. Senere er det livet på det psykiatriske hospital, behandlerne, plejerne og de andre patienter. Det er en enestående indsigt i en splintret verden, den smukkeste og bedste roman om skizofreni, jeg har kendskab til. Ikke underligt at den modtog Nordisk Råds Litteraturpris i 1995 og blev kaldt "en moden kunstners værk". Det er nærvær og klarsyn, vanvid og isolation på en gang. Det er skrevet så englene synger, og som om der var en mening i galskaben! Forfatteren skriver som de bedste klassikere, og selvføgelig er de islandske sagaer en integreret del af fortællingen og dens personer. Han har et stort publikum i Danmark, som han ofte besøger. Genudgivelsen er en kærkommen lejlighed til formidle dette vægtige forfatterskab.


Bibliotekernes vurdering

d. 18. dec. 2018

af

af

Bjarni Åkesson Filholm

d. 18. dec. 2018

Denne unge islandske forfatter f. 1954 har tidligere skrevet flere litterære værker, og nogle af dem er heldigvis blevet oversat til dansk; senest romanen: Røde dage, 1991. Og nu altsånærværende flunkende nye roman, der nyligen blev tildelt Nordisk Råds Litteraturpris. For at vinde en sådan hæder, må det være en på alle måder vægtig bog, og det kan man frydefuldt forvisse sig omved at læse den. Her er tale om en roman, der er blændende godt skrevet i en veloplagt blanding af prosa og lyriske indfald. Kompositionen af de korte kapitler er stram og velstyret, og helehistorien virker rørende, overbevisende og kunstnerisk forløst ved forfatterens sjælelige indsigt, verbale kompetence og en forbløffende sans for den fra historiens forskellige tider erindrededetalje. Romanen, der er fortalt i jeg-form, handler på overfladen om en islandsk dreng, der tilsyneladende skulle have gode muligheder for at klare sig i denne tilværelse, men som i sin tidligeungdom bliver angrebet af ensnigende skizofreni, og som ender med at tage sig selv af dage på grund af denne sindssygdom. På et andet plan handler historien om, hvem der er mest gale: demennesker, der forståeligvis bliver syge af at leve i en vanvittig verden eller dem, der tilsyneladende upåvirket skøjter videre?.


litteratursiden.dk

d. 1. juni 2001

af

af

Litteratursiden

d. 1. juni 2001

Udover de intense, men udramatiske beskrivelser af menneskelivet i mange former, udmærker romanen sig ved sin unikke, kølige poesi. Den islandske natur lader til at have sat sine spor i fortællerstemm...


Jyllands-posten

d. 6. dec. 2014

af

af

Henriette Bacher Lind

d. 6. dec. 2014


Weekendavisen

d. 3. feb. 1995

af

af

Keld Gall Jørgensen

d. 3. feb. 1995


Berlingske tidende

d. 1. feb. 1995

af

af

Henrik Wivel

d. 1. feb. 1995


Politiken

d. 14. feb. 1995

af

af

John Chr. Jørgensen

d. 14. feb. 1995


Litteraturmagasinet Standart

Årg. 9, nr. 2 (1995)

af

af

Keld Gall Jørgensen

Årg. 9, nr. 2 (1995)


Information

d. 14. feb. 1995

af

af

Jette Lundbo Levy

d. 14. feb. 1995


Kristeligt dagblad

d. 14. feb. 1995

af

af

Lars Bukdahl

d. 14. feb. 1995


FOA bladet

Årg. 3, nr. 5 (1995)

af

af

Sanna

Årg. 3, nr. 5 (1995)


Det fri aktuelt

d. 18. feb. 1995

af

af

Johs. H. Christensen

d. 18. feb. 1995


Jyllands-posten

d. 14. feb. 1995

af

af

Preben Meulengracht

d. 14. feb. 1995


Berlingske tidende

d. 11. nov. 1995

af

af

Lars Henrik Aagaard

d. 11. nov. 1995


Social kritik

Årg. 7, nr. 40/41 (1995)

af

af

Benny Lihme

Årg. 7, nr. 40/41 (1995)