Dansk debutroman om Marlene, der i 1992 er udsendt som nødhjælpsarbejder i Bosnien for Dansk Flygtningehjælp. Hun skal være væk i 3 måneder, og hjemme i Risskov må hendes lægemand og deres to halvstore børn klare sig selv så længe. I Bosnien møder Marlene krigens gru. Hun møder flygtninge, der kan fortælle endeløse og uafrystelige historier om grusomhed, overgreb og ufattelig ondskab. Det er svært for Marlene at forholde sig til alle lidelserne, men hun tillægger sig en professionel måde at tackle tingene på, selvom hun adskillige gange sætter meget på spil for at hjælpe nogle af de nødstedte børn, hun møder. Opholdet i Bosnien fylder mest i romanen, men der er også glimt tilbage til Marlenes opvækst i præstehjemmet i Hobro og til forholdet til manden Karsten. De har kendt hinanden siden gymnasiet, men deres ægteskab er efterhånden kommet til et punkt, hvor det må briste eller bære. Under sit ophold i Bosnien er Marlene for første gang sin mand utro, og hun gør op med sig selv, hvilken vej hun fremover vil følge. Jeg synes, det er en velskrevet og læseværdig debutroman, som Kirsten Brun (født 1956) har begået. Den bygger helt klart på selvoplevet stof og har bud til læsere af realistiske danske nutidsromaner, velsagtens mest kvinder.