Tusmørkeøjne

Vi er i 1963 og det er slut med uskylden: mordet i Dallas, Vietnamkrigen og verden på randen af en atomkrig. På denne baggrund lader Konntz kampen mellem det gode og det onde udspille sig.17-årige Carl har tusmørkeøjne, han kan se de dæmoner, der gemmer sig i menneskelige skikkelser og næres ved menneskelig død og lidelse. Han ansættes i et omrejsende tivoli, hvor han møder denstore kærlighed i Rya, som også kan se dæmonerne. Rya har sine egne indre dæmoner fra barndommen at kæmpe med. men sammen tager de kampen op og vinder en foreløbig sejr over dæmonerne, hvisendelige mål er intet mindre end verdens udslettelse. Der er megen splatter, tortur og store ord og forklaringen på dæmonernes oprindelse er mere end fantasifuld, selv inden for romanensforståelsesramme. Koontz har efterhånden skrevet et utal af mere eller mindre heldige parapsykologiske gysere. Tusmørkeøjne hører afgjort til den mindre heldige del. Koontz er ingen sprogligøkonomisk forfatter og her demonstreres manglenpå stringens ved en sproglig overlæsning og detaljeringsgrad, som trækker handlingen urimeligt i langdrag. Gentagne beskrivelser af dæmonernesgrisetryner og blodskudte øjne gør ingen interessant 'person'beskrivelse. At kæde dæmonernes hærgen sammen med verdens ondskab og atomtruslen er en interessant idé, men historien mangler ægte nerveog stringens.

Læs hele vurderingen