Digtroman om en plaget kvinde med værkende krop, som opholder sig i forskellige drømmehuse med skam og dårlige minder. Anbefales unge som ældre læsere

.

Indledes med en prolog, der citerer fra Jobs Bog: "Men visdommen, hvor finder man den? / Hvor bor indsigten? / Mennesker kender ikke vejen til den". Herefter en kort, indrammet tekst: "Spillelederen har bestemt, at jeget ikke selv kan bestemme hvor i drømmehuset, hun befinder sig, ej heller hvordan og hvornår hun kommer ud. Hun kan heller ikke lyve". I digtromanen bevæger et kvindeligt jeg - uden visdom eller indsigt - sig ind og ud af forskellige, genkommende "drømmehuse", bl.a. møbleret med bitterhedens og grådens stole, som fx "Det tavse drømmehus", hvor jeget konfronteres med sin fortid. Smertelige minder om en afdød, psykisk syg søn, skam over jalousi m.m. Andre "drømmehuse" finder sted i en nutidig, realistisk dimension i betonboligblokke, mens andre er i en ustyrlig, fremtidig dimension, hvor alt kan ske. Undervejs plages jeget af skam, angst, forvirring: "Håbet og jeg har det ikke alt for godt sammen"

.

Vild og klaustrofobisk læseoplevelse, der kompositorisk stramt og poetisk vildt visualiserer psykisk sygdom og fastgroede minder

.

Strandgaard arbejder som regel i det socialrealistiske felt, men her udbygges feltet med et hallucinatorisk element. For flere digte om psykisk sygdom, se fx Mikael P. Josephsens socialrealistiske 

Jubelidiot

---

---

 eller Cecilie Linds hallucinatoriske 

Scarykost

---

---