Iben Krogsdal er et mangesidet talent: billedkunstner, salmedigter og religionshistoriker og nu også debuterende novelleforfatter. De 13 noveller har både linie og er - om end stedvis famlen - gennemarbejdede. Som flere af tidens andre yngre kortprosaister går IK på en gang helt tæt på det fysiske sanselige og den distance og utryghed, der er mellem mennesker. Kroppen og dens enkeltelementer: hår, kindben, bryster fascinerer hende. De ydre rammer spiller derimod ofte en sekundær rolle og agerer minimalistisk kulisse for de centrale, men ligeledes umiddelbart udramatiske, men intime og lidt tabuiserede begivenheder med stor effekt. Men pointerne er antydede - efterladt til læseren. Der spores inspiration fra de tidlige modernister Seeberg og Sørensen, men med en klar feminin tone og tankeverden som hos fx Juliane Preisler. Det kan være historien om den fede, svedende kvinde, der kommer ind i den for varme, overfyldte bus og set med en stille kvindelig medpassagers øjne hverken får siddeplads eller medlidenhed, men vækker lede og aggression, selv da hun kollapser. Eller historien om de gennem lang tid samboende veninder, hvor den ene overrasker den anden på badeværelset i en intim situation - en situation, der ikke burde, men alligevel kalder på skammen.