Til sprogmesteren

Som i novellesamlingerne Åkefalens vidnesbyrd (1983) og Odinstårnet eller Blow up (1985) bevæger forfatteren sig også her i et tidløst univers af mytisk karakter. Scenen er et krigsramtfantasiland, hvor den lærde sprogforsker Thorvald Spøhl drager til den belejrede hovedstad som videnskabelig rådgiver for den enevældige fyrste. Gennem mødet med de kætterske billeddyrkere oggennem formen (først fortælles historien i ord, siden i en lang sekvens af stærkt forskellige, men som oftest groteske og hæslige sort-hvide billeder) belyses hovedtemaet: hvad er virkeligst,motivet eller billedet af det? (jfr. Odinstårnet). Gennem bittesmå drejninger af hverdagsbegivenheder (Sol, konsekvent gengivet i ubestemt form, midhøjd, fuldhøjd), gennem arkaiske ellerhjemmelavede vendinger (blive vår, midleren, omvekslingen, anbrud, sideværts, biammer, ja til hullet, diaskoptør) eller sære ordstillinger eksperimenteres virtuost med sproget på grænsen til detmanierende. Bogen er ikke uden talent ogfascinerer på sin vis ved sin sans for det groteske og sin blanding af det genkendelige og det fortegnede (jfr. omslagets uhyggelige ho-munculusfigur og denindledende kortskitse over fantasiriget), men indimellem virker den fortænkt og langtrukken, og den store efterspørgsel vil den næppe få.

Læs hele vurderingen