Udover at henvende sig til andre i samme situation kan bogen ses som et indlæg i samfundsdebatten, der er højaktuel omkring børn i familier, der ikke er i stand til at yde den fornødne omsorg og myndigheders ansvar i så henseende.

Bogens første halvdel er et brev fra Rikke til hendes mor, der er svært alkoholiseret, hvor hun får luft for mange års kamp og frustrationer og ender med at afbryde forbindelsen. Rikke er født i 1975 som nr. 2 i en søskendeflok på 5. Faren er skolelærer og alkoholiker, moren arbejder på kommunekontoret. Da faren i 1987 får begyndende demens som følge af alkoholskader, begynder moren også at dulme sin situation med alkohol. Historien udarter sig, og morens alkoholisme bliver den største belastning for Rikke og hendes søskende - forværret af, at hun er usædvanlig stædig i sin fornægtelse. Dertil kommer en berøringsangst og inkompetent socialforvaltning. 2. halvdel af bogen handler om tiden efter bruddet, hvor begge forældre dør med 1 års mellemrum, og Rikke omsider får tid til at slikke sine sår. hun har skabt en velfungerende familie og er uddannet pædagog. Hun magter dog ikke et fuldtidsjob som følge af de mange belastende omstændigheder i hendes liv. Bogen har en noget usikker skriftlig formulering.

Ingen må vide det, 2004 omhandler samme dystre tema, men er mere rettet til unge, mens Børn af alkoholikere, 2001 er bredt henvendt som den aktuelle titel.

Stærk beretning om svigt på flere planer. Men opløftende at læse om søskendeflokkens sammenhold. Bærer præg af usikkerhed i skriftlig formulering.