Bøger / faglitteratur

Tiden med en teenager : lær at navigere i de unges verden, og få mest muligt ud af årene med dit store barn


Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

2006

af

af

Britta Liboriussen

2006

Mette-Marie Davidsen er uddannet sygeplejerske, men har arbejdet med journalistik og kommunikation i mange år. Hun er også mor til to døtre på 17 og 9 år. I denne bog giver hun gode råd til forældre med almindelige teenagebørn. Hun får hjælp af et ekspertpanel bestående af blandt andre Niels Egelund, professor på Danmarks Pædagogiske Universitet, og Britta Kyvsgaard, leder af Justitsministeriets Forskningsenhed. Udgangspunktet er, at de unge i dag er en pionergeneration. For det første er de den første rigtige skilsmissegeneration med mange erfaringer fra flere forskellige slags familiemønstre. For det andet er de en ungdomsgeneration med historisk store forventninger til livet og lykken. Forældrenes største ønske er, at børnene skal trives og have det godt, så det traditionelle teenageopgør er aflyst. For det tredje er nutidens teenagere også de første, der er vokset op med internettet, mobilen og hele den nye teknologi. Hendes råd til forældrene er først og fremmest, at de skal være synlige, kærlige og tro på sig selv. Bogen er bygget op som en håndbog. Der er afsnit om blandt andet de unges fysiske og psykiske udvikling, om at være ung i en alkohol- og stofkultur og om ungdomskriminalitet. Bogen er skrevet i et så levende sprog, at læseren uden videre sluger hele bogen. En superaktuel, engagerende og kærlig bog, der henvender sig til alle forældre. De unge kan også læse med.