Her er en roman til de, der kan lide kvindeskildringer fra "mormors tid", og at læse om gode identificérbare personer i et hverdagsliv med genkendelige elementer. Helt umiddelbart er den naturligvis til "bogen kommer"-lånerne

.

Dette er en selvstændig fortsættelse af Johanna fra Småland fra 2006, begge er erindringsromaner, og vi er her nået frem til besættelsestiden. Centrum er Ågot (datterdatter af Johanna) og hendes lille familie: Max , typograf på Politiken og børnene Ole og Hjørdis. Romanen er beretningen om hverdagen, og den var streng nok i de hårde år 1940-1945, selve krigen er kun baggrundsstøj, det er fortællingerne i et enkelt sprog og uden de store udsving, der er substansen. Hovedrollen har Ågot, den stærke kvinde, der får det hele til at hænge sammen, og på trods af den store arbejdsløshed skaffer sig deltidsjob, men meget opleves også gennem lille Hjørdis' øjne. Mange mislyde fornemmer vi ikke i deres liv, eneste lidt skæve portræt er onkel Svend, der giver lidt skår i frihedskæmpernes glorie

.

Fx Anne Marie Løn's Traktørstedet har større litterær vægt men samme målgruppe som denne, og Ole Hyltofts seneste Københavnerpigen under besættelsen kan også appellere til de samme

.

Fortællinger i et ukunstlet sprog og især med sympatiske personer på rollelisten har vi altid god brug for. Uden anden sammenligning er der samme "feel-good-fornemmelse" som hos Marcia Willett

.