Tibetansk medicin har rødder i den ældgamle shamanistiske bøn-kultur. Siden er den med buddhismens indførelse blevet forfinet og påvirket af andre orientalske sundhedssystemer. Fagets grundlæggende lære blev formuleret og nedskrevet omkring år 700, og dets metoder bliver stadig praktiseret, selv om den kinesiske besættelse af landet har betydet store tilbageskridt, som forfatteren redegør for i et indledende afsnit om Tibets historie. Grundlæggende arbejder man med tre typer kropsvæsker, og diagnosemetoderne er ret omfattende og særegne for tibetansk medicin. Helbredelse omfatter både medicinsk behandling såvel som kostråd og adfærdsterapi. Den ene af kropsvæskerne er særligt forbundet med sindet, hvorfor tibetanske læger også har udviklet deres egen psykiatri. Siden 1980 har forfatteren rejst og studeret emnet i Indien og Nepal, hvor mange tibetanske dissidenter opholder sig. Bogens form er saglig, og den henvender sig primært til andre alternative behandlere, der er fortrolige med og arbejder ud fra orientalsk inspirerede metoder. Men bogen kan også læses alene for sin kulturhistoriske og folkemedicinske dokumentation.