Bogen er en lille lækkerbidsken for interesserede i mediers behandling af politik og vice versa. Bogens levende sprog og opbygning gør den let at gå til. God i undervisningssammenhænge på højskoler, gymnasiernes samfunds- og medieuddannelser og for journalister og andre kommunikations- og mediefolk.
De to forfattere er begge ph.d.-studerende på Center for Journalistik ved SDU, og bogen er en udløber af deres studieområder. De undersøger udbredte myter i spillet mellem borgere, medier og politikere. Bogen der er levende, interessant og letlæst er opdelt i tre hovedafsnit, der tager fat i forskellige hjørner af det spændende emnefelt. De analyserer effekterne af kommunikation mellem politikere og medier i aviser og tv både generelt og i de seneste valgkampe og ser også nærmere på fænomenet politisk spin, meningsmålingernes effekt, påstanden om ufolkelige poltikere, om valgene har udviklet sig til "præsidentvalgkampe", internettets (manglende) gennemslagskraft ved valgene, pengenes betydning i valgkampe, udlændingedebattens placering i valgkampene og en del mere. De fleste af myterne tilbagevises eller nuanceres i de små analyser. Fx viser gennemgang af en udvalgt folketingspolitikers kalender, at politikere i høj grad deltager i mange møder og arrangementer rundt i landet.
Blandt en del nye udgivelser omkring emnet kan nævnes Mylenberg: Det store scoop og Høybye: Politisk spin.
Rigtig god gennemgang af forholdet mellem de journalistiske medier, politikere og borgere.