Bøger / faglitteratur

Teamudvikling : introduktion til dynamisk teamledelse


Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 31. mar. 2011

af

af

Alma Lind Jensen

d. 31. mar. 2011

Bogen er skrevet til enhver, som interesserer sig for gruppekonstellationer og redskaber til at arbejde konstruktivt med disse. Det gælder medarbejdere, mellemledere og ledere af små og mellemstore virksomheder eller organisationer, hvor man ønsker en mere teamorienteret arbejdsform.

Fordelen ved teamorganisering er det engagement, der gerne skal opstå samtidig med udviklingen af teamet. Man kompletterer hinandens kompetencer og derved opnår virksomheden en særlig styrke og omstillingsparathed. Bogen baserer sig på nogle længerevarende (15 år) undersøgelser af 30 virksomheder. Ud af de 30 har 15 ansat personale, og ud af de 15 var det kun 3, der lykkedes med teamorganisering. Lederne af disse 3 virksomheder karakteriseres som visionære entreprenører. Det er deres indsats, der danner grundlaget for bogens teorier og praktiske værktøjer til at danne velfungerende teams. Bogen er oversat fra svensk.

Teamudvikling har tilsyneladende fået en revival her i 2011. Der har været lidt stille på det område siden 2005, hvor vi fik Teambaserede organisationer i praksis : ledelse og udvikling af team og Team - udvikling og læring. Nu i år får vi så nærværende titel samt Teamet i organisationen, der kom for nyligt - også en relevant titel for praktikere, men mere undervisningsorienteret.

Bogen er meget anvendelig med sine praktiske råd, cases og tjeklister, samtidig med at den ingenlunde underdriver den store indsats, der skal til fra alle parter for at få teamet til at fungere.