Tankens våben : Johan Ludvig Heiberg

Hermed følges så det godt modtagne portræt af Johanne Luise Heiberg, Dæmoni og dannelse, 1995, op med et stort portræt af gemalen. Heibergs image er vel generelt den magtsyge, mavesure, blodløse pedant. Det er vigtigt for Schrøder i sin biografi at få tegnet et ganske andet billede af en af den litterære guldalders mest centrale personligheder. Og den Heiberg, vi her møder, er nok umoden og har svært ved at udtrykke følelser, også over for sin feterede hustru, men han er også venlig, hjælpsom, charmerende og sårbar. Som sin tids centrale kritiker og med sin magtposition i de senere år som direktør for Det kgl. Teater og siden censor er han hele tiden ikke til at komme udenom, men det har egentlig ikke afspejlet sig i Heiberg litteraturen, der er relativt sparsom. Hans vigtige baggrund med den landsforviste far, tilknytningen til Rahbeks i Bakkehuset og Brunerne på Sophienholm tegnes tydeligt, de grundige studier i arkiverne lægges grundigt frem, hovedværkerne analyseres, og selv om man næppe tør spå bogen om Johan Ludvig den samme publikumsappel som den om Johanne Luise, er her tale om et imponerende hovedværk om såvel manden som hans periode. Litteraturfortegnelse. Personregister.

Læs hele vurderingen