Der er stof til 3 bøger i Preben Harris' erindringsværk Tæppet op. Én om Harris' eget liv fra barndom til næsten pensionist, én om teaterpolitik og kassetænkning i dansk scenekunst. Og endelig én om de "individualistiske psykopater", som Harris kærligt kalder de skuespillere, der har krydset hans vej gennem næsten 50 år i dansk teaters tjeneste. De to sidste elementer er de mest dramatiske i den positive og medrivende rodebunke af en erindringsbog. Der var intet i den borgerlige barndom, der pegede på, at Harris vil gå teatervejen ("Min eneste søn - gøgler! Sørgeligt"). Men næppe nogen i dansk teater har i den grad viet sit liv til scenen, både politisk, ekspanderende og kunstnerisk. Harris er et stædigt men venligt menneske, og portrætterne af de store kunstnere, han har mødt og arbejdet sammen med igen og igen, er indfølte og ydmyge. Specielt er afsnittet om Lily Broberg både nærgående og privat, men også meget smukt. Hvad angår repertoiret på Folketeatret inkl. anneksscenerne undrer man sig hist og her over, at nogle forestillinger fylder flere sider, mens andre - store succeser - spises af med halvanden linie. Tæppet kommer virkelig op, og kærligheden til scenen falmer på intet tidspunkt i disse medrivende, entusiastiske og ustrukturerede erindringer

.