Syv år i ingenmandsland

Estrid Nielsen er født i 1934 i Kina, hvor hendes forældre arbejdede på en udvidet missionsstation. Det har hun tidligere beskrevet i skøn- og faglitteratur bl.a. Brændehuggerdalen (1979). I 1946 tvinges familien med de fem børn pga. uroligheder i landet (kommunisternes fremmarch) på flugt og vender hjem til Danmark. Men der er ikke rigtig plads til den store familie, de må leve af familiens nåde og barmhjertighed og bosætter sig ved hjælp af Indre Mission i Haslev. Her møder de et småborgerligt, intolerant samfund, der hverken kan eller vil rumme de anderledes erfaringer. Det er Danmark og danskere set i gulvhøjde af en skarptseende og selvstændigt tænkende pige, som nærmest må føre krig mod voksne, lærere og kammerater for ikke at blive udslettet. Under sin uddannelse til barneplejerske må hun skaffe sig indtægter ved at arbejde som stuepige i Københavns bedre huse. Også her møder hun arrogance og ydmygelse. Det er velskrevne erindringer, ironisk og bidende spiddes danskernes dobbeltmoral gennem det tidligt modne og erfarne barnesind Det er en spændende vinkel på efterkrigens Danmark og en perspektiverende erindringsbog, der vil interessere bredt, for hvordan møder vi i dag de fremmede, de anderledes?.

Læs hele vurderingen