Bogens forfatter er psykolog og Parkinson-patient. Han har derfor de bedste forudsætninger for at skive om det, der er denne bogs emne: nemlig hvordan man psykisk forholder sig til det at få en diagnose og leve med en kronisk sygdom. At få diagnosen vil i reglen udløse en krise, fordi man må se frem til ikke længere at kunne leve et normalt liv, som man derfor forestiller sig som et reduceret liv. Uden at forfatteren henfalder til tomme klichéer, er hans grundholdning dog, at intet er så slemt, at det ikke er godt for noget. Sygdommen kaster personen ud i eksistentielle spørgsmål, som egentlig er til stede hele livet, men som forstærkes i kraft af situationen, og dermed åbner mulighed for at leve et liv udover det normale. Bogen er struktureret omkring en række temaer som: forandringen, patient-rollen, depression, hverdagslivet og de pårørende. Den har mange fornuftige og dybsindige synspunkter, og man mærker, at forfatteren kender problematikkerne fra eget liv. Den kan læses af den forudsætningsløse og henvender sig først og fremmest til mennesker med kroniske lidelser, i anden række til fagfolk og pårørende.